Kristoffer Wichmann har fået en forfærdelig start som cheftræner for AaB, der kæmper for overlevelse i Superligaen.
Otte dage efter fyringen af Menno van Dam tabte nordjyderne med 0-1 hjemme til Vejle Boldklub i Wichmanns debut, og dermed er nedrykningsstriden åbnet på vid gab før de sidste fire spillerunder.
Vejle og AaB ligger under nedrykningsstregen med henholdsvis 21 og 23 point, mens Lyngby ligger lige over med 23 point og en markant bedre målscore end bundrivalerne.
Med et nederlag mandag ville Vejle næsten være sat af, men med Stefan Velkovs hovedstødsmål midt i anden halvleg holder Vejle i den grad en umulig overlevelsesjagt i live. Holdet tabte sine ti første kampe i sæsonen, men kan rykke over stregen i den kommende runde.
Kristoffer Wichmann var på træningsbanen for første gang i torsdags. Han har fra start varslet, at hans første fem kampe udelukkende handler om at sikre AaB overlevelse på første klasse, og at det skal gøres med power, passion og kompakthed.
Attituden fejlede intet, men der var få spillemæssige tegn på, at AaB når ud af bundstriden i tide.
Højdepunkterne var få i en tæt og intens bunddyst, som faldt ud til gæsternes fordel.
Det kunne være gået anderledes, hvis hjemmeholdet havde haft centimeterne på sin side i det ottende minut, hvor Wichmanns hold var tæt på at få en drømmestart, men blev afvist.
En fantomredning af Vejle-keeper Igor Vekic sendte Melker Widells hårde afslutning på overliggeren og tilbage i spil.
Midt i halvlegen var Vejle tæt på. Efter et skydetelt tæt under mål blev bolden til sidst klasket i nettet af Christian Gammelgaard, men scoringen blev omgående underkendt for offside på German Onugkha i optakten til målet.
Siden var det småt med chancer frem til Stefan Velkovs føringsmål i det 64. minut.
Mellem venner og fjender steg bulgareren til vejrs i det lille felt og omsatte Hamza Barrys fornemme hjørnespark til mål med et hovedstød.
Mylian Jimenez var tæt på et hurtigt modsvar, men han måtte se sit direkte frispark prelle af på overliggeren.
Det blev AaB's bedste bud på en udligning, og Wichmann skal nu på arbejde for at få skarpheden frem i sit mandskab, inden holdet på mandag gæster Sønderjyske i Haderslev.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk