Træner Ruben Amorim har haft en hel sommer til at få styr på Manchester United, men der er tilsyneladende meget at arbejde med endnu.
Onsdag aften blev klubben sparket ud af den lille af de to engelske pokalturneringer, Carabao Cup, efter et nederlag til Grimsby Town fra League Two, den fjerdebedste række.
Grimsby kom foran med 2-0 allerede i første halvleg, hvor særligt keeper André Onana så meget svag ud. Men Manchester United tvang kampen ud i straffesparkskonkurrence med to mål i anden halvleg.
Bryan Mbeumo stod for det første af de to mål og lignede dermed lidt af en redningsmand for Manchester United. Men han skulle vise sig at blive det lige modsatte.
Efter en meget lang straffesparkskonkurrence, hvor begge målmænd nåede at sparke, sendte Mbeumo bolden på overliggeren på spark nummer 13, og så var Manchester United elimineret.
Patrick Dorgu var eneste danske islæt i Manchester United-truppen. Han var en del af startelleveren, men blev pillet ud efter første halvleg.
Hverken Rasmus Højlund eller Chido Obi var med til kampen mod den upåagtede modstander. Begge danskere er formentlig på vej væk fra Manchester United.
/ritzau/
I videoen ovenfor kan du se afslutningen på straffesparkskonkurrencen.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk