Langt over 200 millioner kroner, det mest prestigefyldte selskab og et eksklusivt udstillingsvindue.
Alt det kan FC København se frem til, efter at holdet onsdag aften vandt 2-0 over FC Basel i Champions Leagues playoffrunde.
I en til tider nervøs affære satte FCK kniven ind efter pausen.
Andreas Cornelius pandede holdet i front, og med knap ti minutter igen aflivede Youssoufa Moukoko de schweiziske drømme og sørgede for en samlet sejr på 3-1.
Det er syvende gang, FCK spiller sig til en plads i Europas største klubturnering. Torsdag findes navnene på holdets otte modstandere i ligaspillet ved lodtrækningen i Monaco.
De danske mestre gik ind til duellen som bookmakernes klare favoritter til avancement, men på banen var det langt hen ad vejen helt lige.
Kampens enorme betydning så ud til at sidde i baghovedet på hjemmeholdets spillere. Måske fordi Parken var plastret til med Champions League-bannere, og den velkendte hymne havde lydt inden startfløjt.
Der blev lavet lidt for mange fejl i opspillet, og et velforberedt Basel-mandskab stod klar til at stikke afsted i omstillinger, når bolden blev erobret.
Heldigvis for FCK slukkede forsvaret ildebrandene, og på trods af tilløb til flere store chancer, blev Xherdan Shaqiri og holdkammeraterne ikke for alvor farlige før pausen.
FCK-træner Jacob Neestrup rådede over kantprofilen Elias Achouri for første gang i knap tre uger og fandt med det samme plads til ham i startopstillingen.
Tuneseren manglede den sidste skarphed i sit spil efter fire kampe på sidelinjen, men fandt sammen med holdkammeraterne fodfæste, efterhånden som minutterne gik.
Efter en halvleg var rusten tilsyneladende væk.
48 sekunder var spillet efter pausen, da Achouri trak ind i banen og lagde bolden perfekt til rette for Andreas Cornelius, som pandede bolden i nettet.
Målet tændte op under værterne, som kort efter kom frem til endnu en stor chance, som Jordan Larsson formøblede.
Men Basel havde stadig banens måske bedste spiller på banen. Og da Shaqiri modtog bolden i fri position i feltet ti minutter senere, var det kun en stor redning af Dominik Kotarski, der forhindrede en udligning.
FCK var advaret, skulle man tro. Men minuttet efter var den gal igen, og Kotarski måtte diske op med en ny superredning.
Et ellers feststemt Parken stoppede for en stund op, da Magnus Mattsson måtte humpe fra banen efter at have taget sig til knæet.
William Clem afløste sin formstærke kollega og var med til at stabilisere FCK's lave blok i kampens sidste fase.
Basel dansede om feltet, men FCK afviste alle tilnærmelser og satte kampen på køl med små ti minutter igen.
En omstillingsmulighed endte hos indskiftede Viktor Claesson, som blev fældet i feltet af Adrian Barisic, og på det efterfølgende straffespark sikrede Youssoufa Moukoko endegyldigt klubbens tredje deltagelse i Champions League på fire år.
/ritzau/
I videoen ovenfor kan du se highlights fra opgøret.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk