Stjerneskuddet Victor Froholdt er eftertragtet efter et flot forår i FC København, og det har fået en tysk klub til at sende et tilbud i retning af den danske hovedstadsklub.
Buddet er dog ikke interessant, og FC København forhandler aktuelt ikke om et salg af den løbestærke midtbanespiller.
Det oplyser Parken Sport & Entertainment, selskabet bag FCK, mandag aften i en fondsbørsmeddelelse.
-Der er dags dato konstateret rygter i markedet om en mulig transfer af fodboldspilleren Victor Froholdt. FC København kan bekræfte, at der er modtaget et tilbud på Victor Froholdt fra en tysk klub. Der pågår i øjeblikket ikke forhandlinger mellem parterne, lyder det.
Det fremgår ikke, hvilken tysk klub det er, men ifølge Tipsbladet har Frankfurt budt 105 millioner kroner plus en række bonusser for Froholdt, men det tilbud frister ikke. Ifølge Tipsbladet har FCK prissat Froholdt til mindst 150 millioner kroner.
Den 19-årige komet fik landsholdsdebut i Nations League-kvartfinalen ude mod Portugal i marts, og i sidste uge fik han sin anden landskamp, da Danmark tævede Litauen 5-0.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk