For ottende gang i træk skal den nordirske golfstjerne Rory McIlroy være en del af Europas Ryder Cup-hold.
Mandag er han den første europæiske spiller til at kvalificere sig til golfduellen mod USA.
Det oplyser Europas Ryder Cup-hold på bagkant af weekendens US Open. Her blev McIlroy delt nummer 19, men tidligere i år brillerede han med en sejr i anden majorturnering, US Masters.
Uanset hvordan det går ham i de kommende turneringer frem mod Ryder Cup i slutningen af september, kan McIlroy ikke hentes på den europæiske Ryder Cup-rangliste.
-Det er altid kæmpe stort at repræsentere Europa i Ryder Cup, og det betyder meget for mig at være kvalificeret for ottende gang.
-En af de største udfordringer i golf er at vinde en Ryder Cup på udebane. Vi ved, at vi får det svært i New York, men vi ser frem til at få muligheden for potentielt at opnå noget helt specielt, siger McIlroy.
Den 36-årige nordirer har sammen med sine europæiske kolleger vundet fem af de foreløbig syv gange, han har deltaget i den prestigefyldte turnering.
Mens McIlroy er sikret en plads, bliver der hård kamp til det sidste om de øvrige pladser på det europæiske hold.
Aktuelt ligger Rasmus Højgaard til at kvalificere sig, mens Thorbjørn Olesen, Rasmus Neergaard-Petersen og Niklas Nørgaard er med i jagten, men har brug for en stærk sommer for at komme med.
Bliver man ikke blandt de seks spillere, der kvalificerer sig direkte til turneringen, kan man stadig komme med. Europas kaptajn, Luke Donald, udtager yderligere seks spillere til holdet.
Thomas Bjørn er en af tre vicekaptajner på det europæiske hold og kan også få indflydelse på, hvem der bliver udtaget.
Ryder Cup afvikles i perioden 26.-28. september.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk